"Brugsanvisning" til denne blog

Kære venner, denne blog er lavet i omvendt kronologi og de første indlæg står til sidst.
Sådan er blogs indrettet og man kan ikke ændre på det.
Hvis I vil læse det fra begyndelsen, så skal I starte bagfra! Sorry, men sådan er det.
Menuen til venstre er dog "vendt om" og det tidligste står først.
Bloggen er ikke helt færdig i skrivende stund - april 2012.
Man kan lægge meget på sådan en blog og den er, på nuværende tidspunkt,
lige ved at blive mere omfattende end selve rejsen! ;o))

fredag den 17. februar 2012

15/2/2012 Tirupati – Sri Kalahasti - Tirupati

Onsdag
Kørte ca. 8.30 med en chauffør, der talte meget om sin økonomiske situation, at han lige var kommet hjem efter at have arbejdet 2 år i Kuwait og ikke fået 2/3 af sin løn. Så han var taget tilbage til Indien, også fordi maden er dårlig i Kuwait, at han arbejdede 24 timer, som han sagde og folk var slette mennesker.

Det er jo en kendt sag at verdenssituationen tit bliver ordnet under en taxi kørsel, på samme måde får man også et fint indblik i landet og dets befolkning, deres tanker, livsvilkår mv. 

Han var godt irriteret på araberne og fortalte, at de kun vaskede sig en gang om måneden, i stedet brugte de parfume spray og vaskede sig kun i ansigtet!! Spurgte ham om de havde mangel på vand, men det er ikke det, der er problemet. Måske er det et ørkenfolks tradition ikke at vaske sig pga. vandmangel i ørkenen. Der var også frygtelig meget støv og det var svært at få vejret – måske den oprindelige årsag til at folk går tilslørede!!?

Vi kørte igennem et større industriområde, med sort kraftig røg ud af skorstenene. Et sted røg det ud af hele bygningens utætte tag. Vi overhalede flere lastbiler med hjul til toge, dvs. der er jern/stål værker og aluminiums fabrikker i hele dette område. Lidt længere østpå ligger Oneness University (Se billeder - Klik her) og jeg kan huske, at vi fik fortalt, at det er et barskt område nord for Chennai og at de har arbejdet meget med ca. 100 landsbyer omkring Golden City og fået hævet bevidstheden i hele området ved at give folk deeksha og lære dem det, så de kan give hinanden det.

Vi nåede frem til det sidste Shiva tempel af Pancha Bhoota Stahlam’serne. Tempel er bygget lidt ind i klippen og er dedikeret til ”Vayu” – luft elementet. Man kunne gå helt op på toppen af det lille bjerg og der var en fin udsigt over byen. Sri Kalahasti ligger et noget afsondret sted og langt fra ”alfavej” dvs. der, hvor turister normalt kommer.

Kalahastiswara templet ligger i smukke omgivelser ved en flod og bygget ind i et bjerg i Sri Kalahasti, en tempelby i Andhra Pradesh ca. et par timers kørsel nordvest for Chennai. Templet er bygget ind i klippen og flere steder udgør klippen templets vægge.
Templet er dedikeret til luft-elementet (vayu) og templet omtales i skrifter daterende sig til før vor tidsregning. Det er ligeledes højt besungen af de tamilske Saivite helgener. Templet besøges af tusindvis af pilgrimme, især fordi det ligger nær pilgrimsbyen Tirumala, hvor Venkateswara templer svarer for hinduerne til de kristnes Jerusalem, islams Mekka osv. 

Inde i templet købte vi en billet til 50 rupees, så man kan gå forholdsvis hurtigt igennem og få darshan. Det var en speciel Lingam, meget høj, slank og med nogle vandrette bånd et stykke op. Det var som sædvanligt dejligt og rørende at være i det allerhelligste og man danser lidt rundt i de templer.
Ude igen gik vi op og jeg fik en masse gode billeder af indere, der er på udflugt og hele tiden vil fotograferes.
Vi købte noget Cola og vand og jeg betalte. Han havde ikke nået at få morgenmad og fik en del ris prasadam.

Efter besøget i templet kørte vi en kilometer, hvor chaufføren ville vise mig en offentlig park. Det var interessant, fordi der var en Lotus pond, hvor alle blomsterne dog var plukket her til Shivaratri. Man venter vel ½ million mennesker til en sådan helligdag. De var i gang med at male templet, feje, gøre rent, fjerne skrald og plastikposer. Inderne har ellers deres egen form for ordenssans. Chaufføren smed bare den tomme Cola flaske i parken!!

Nå, men hvad skulle jeg ikke opleve der? Vi kom forbi et shrine, hvor en høj rangerende Yogi var død. Han var splitternøgen og der var billeder af ham i templet uden en trevl. Det anses for at være ok her, når det er hellige mænd. Overfor var der et rundt hus, hvor der boede en kvinde, meget snavset og med uglet hår sat op i en stor Yogi knude. Hun virkede ret vanvittig, men blev anset for også at være en hellig kvinde, der bare skulle leve ved det lille tempel for den mandlig Yogi. Jeg spurgte lidt til det, om hvilken tilstand hun var i, da jeg oplevede hende som ”stået af” pga. vanvid. Hun virkede ikke sund eller i en høj bevidsthedstilstand. Men det kan være svært at bedømme. Jeg ville jo måske tage et foto af hende og fik ok fra Goshala (kostald) manageren, men jeg kunne ikke få over mit hjerte, at forevige hende på den måde. Hun var usædvanlig tynd, ussel og havde nogle vanvittige gule øjne. Hun havde lidt køkkengrej udenfor og, fortalte de, fik mad bragt en gang om dagen.

Men ang. kørerne, så var der i parken en stor kostald med mange malkekøer. Mælken blev brugt til mælke Abishekam i templet, et ritual hvor man hælder mælk over Shiva Lingammen eller andre gudestatuer, som en ofring til guddommen. De brugte kun mælk fra templets egne køer til ritualerne. Spurgte om de kunne levere nok til fx Shivaratri og det kunne de da! I andre templer har jeg set, at de køber mælk udefra i poser eller på mælkejunger. I en anden stald var der vandbøfler og kalve, der lige var taget fra moren. Der var to ”ansat” men de har nok ikke fået meget i løn, da manageren ville have at jeg, for at få lov til at tage billeder af dem, gav dem nogle rupees til mad!! To usle herrer – igen et sørgeligt syn, som man ser overalt i indien.

En lille tekst om indernes syn på køer:
Cows have always been regarded as a holy being and Goddess in our tradition. In our own houses, not far beyond a generation or so, every home owned cows to procure milk for daily Abhishekam for Gods at home and for our household needs. As our lives became busier and more and more people moved to cities for occupation, having cows at our homes have become far from reality now-a-days. Unfortunately, in our holy nation, when these cows become old and stop giving milk, they are considered a burden and sent for slaughtering, the most sinful act.

På vejen tilbage til Tirupati talte vi om at tage til Balaji Venkateswara templet i Tirumala, som tempeltoppen jo faktisk er en kopi af. Men det er en tur på en 3 timer og vi skal tilbage igen til Tirupati for så at køre til Madanapalle. Talte om at gøre det samme eftermiddag, men vi lod heldigvis være. Chaufføren talte længe med chefen. Han fortalte, at der var så mange mennesker i templet, som regnes for et af Indiens vigtigste/helligste og at der, selvom man havde en darshan billet til 300 kr for at komme hurtigere igennem, var en kø med ventetid på 7 timer for at komme hen til helligdommen, så-eh ikke nogen god dag at komme på.

Fik tilsyneladende ordnet min telefon ved middagstid. Chaufføren kendte en Aricel shop og han skulle bare se mit pas, så ville min telefon blive åbnet i løbet af 4 timer. Der indløb så den første reklame ved 18-tiden. Men den virkede desværre stadig ikke. Det tager alt for meget af min opmærksomhed.
Jeg sov flere timer i en meget dyb søvn efter den tur.
Fik manden i receptionen til at ringe til butikken igen og endelig fik jeg en opringning. Nu virker det vist. Det betyder ikke så meget, men det er da sjovt, hvis det fungerer.